Trykt i Morgunblaðið 25 sep og 2 okt 1988, her let ajourført og illustreret.

Steen Thomsen:

Thomsens Magasin havde alt - simpelthen, og det var gode varer. Det har gamle folk fortalt mig, selvom de ikke selv havde oplevet forretningen. Det ry havde den længe efter at den blev nedlagt i 1910 - 16.

Firmaet blev stiftet d. 29 juli 1837, ifølge min tipoldefars borgerbrev, som hænger på væggen her ved siden af mig. Tipoldefar Dethlef Thomsen (den ældre) kom fra Bov i Sønderjylland (ikke Tyskland), og var assistent og factor (bestyrer) i Keflavík i 10 år, før han flyttede til Reykjavík og startede egen forretning.

Forretningen lå i ¾ århundrede i "Thomsenshus" i Hafnarstræti nr 20 hvor der nu ligger et sort kontorhus. Efterhånden udvidede den, og optog hele enden af Hafnarstræti, der hvor Rammagerdinn, Penninn og Ziemsen har ligget sidst i 1900-tallet. Desuden var der flere værksteder ude i byen. Passagen mellem hovedhuset og nr 18 (Pennin) hedder Thomsenssund (-smøge), og den brede ende af Hafnarstræti kaldtes nu og da Thomsenstorg.

Magasinets huse pr 1907, tegningen blev brugt som avisreklame og på brevpapiret.
Hovedhuset med to flag, Hafnarstræti løber på tværs foran (Thomsenstorg).
Thomsenssund lige th for, længere th Kolasund (Kulsmøgen).
Bag hovedhuset ligger Lækjartorg, det ene af byens torve.

Forretningen voksede støt gennem 3 generationer af Thomsen'er:

      Dethlef (den ældre) (1803 - 57),
      H. Th. August (1803 - 57) og
      Ditlev (den yngre) (1867 - 1935).

Den havde flere navne: Thomsens Búð, H.Th.A. Thomsen, og tilsidst Thomsens Magasin. Magasin blev den i 1899, da den blev opdelt i 20 afdelinger med hver sin varetype. Det var europæisk stil, og helt nyt på Island. Ideen blev straks kopieret af andre købmænd i byen.

Magasinet er ikke mere. I perioden 1910 - 16 blev det nedlagt på grund af krisetider, verdenskrig og den opblomstrende nationalisme. Den sidste ejer var min bedstefar Ditlev Thomsen (den yngre), som flyttede til København. Idag er der er intet tilbage af firmaet, selvom nogle få af bygningerne står endnu.

Når man i ældre skrifter ser betegnelsen 'Islandsk Købmand' betyder det at han handlede på Ísland, men manden var dansker – i reglen københavner. Købmænd der var islændere dukkede først op sidst i 1800-tallet.
 

Storhedstiden

I sine velmagtsdage (1890 - 1910) var Thomsens Magasin langt det største handelshus der fandtes på Island, og Ditlev var landets rigeste mand. På den tid solgte en købmand alle slags varer, ligesom han opkøbte islandske produkter til salg i udlandet. Handelen skete mest på kredit, så det var en omfattende virksomhed at være storkøbmand.

I tidsskriftet Óðinn, april 1907, har vi en fremragende beskrivelse af hele firmaet. Listen over afdelinger og deres ledere (tabel 1) er fra denne artikel, og der blev taget en del fotografier til den.

Artiklen fortæller at der var 126 fastansatte (foruden daglejere), og en omsætning på 600.000 kr. At oversætte beløbet til íslandske kroner pr 1987 er ikke nemt, men pristallet i Danmark er steget 40 gange, og kursen mellem danske og islandske kroner er 5,5. De 600.000 bliver da til 132 millioner íslandske 1987-kr. Hvis man bruger løntallet i stedet for pristallet, bliver beløbet 5-10 gange højere.
 

Arkiverne

Men der er andre kilder end Óðinn fra april 1907. På Landsskjalasafnið (Íslands Rigsarkiv) står der over 25 meter regnskabsbøger, ialt 824 bind! Og der er mange gode oplysninger imellem. Blandt andet er hele hovedbogen bevaret med al kredithandel fra 1837 til 1910. Så hvis din tipoldefar boede i Reykjavík, kan du sikkert finde hans konto, og se alt hvad han købte år for år, fra kul og træ til tøj og kraveknapper.

Hvad der så kan findes i Reykjavíks arkiv, og i arkiver iøvrigt, ved jeg ikke, men der er vel både skatteopgørelser, skiftesager, retssager, byrådsforhandlinger (Dethlef d. ældre sad i rådet) og meget andet.

Dertil kommer så familens eget arkiv, som er adskillige kasser med breve, billeder og andet spændende, som jeg har her hos mig, og er ved at ordne.

Alt ialt er der utrolige mængder af materiale at øse af, især hvis man ønsker at forske i Íslands økonomiske historie. Thomsens Magasin var det største firma, og arkivet er noget nær komplet.

Lad os nu gå igennem de tre generationer, og se hvem Thomsen'erne var, og hvordan det gik firmaet.
 

Dethlef Thomsen (den ældre) (1803 - 57)

Dethlef blev født 25 nov 1803 i Bov i Sønderjylland, hvor hans far Hans var smed. Sønderjylland var et hertugdømme (Schleswig) under den danske krone, og Bov ligger lige nord for den nuværende grænseby Padborg, lidt nordvest for Flensburg. Det var et blandet dansk- og tysksproget område, men hele hertugdømmet blev administreret på tysk så i hans pas har der stået Bau in Schleswig. Det har fået mange på Ísland til at tro at han var tysk (også det islandske biografiske leksikon: Íslenzkar Æviskrár), men han skrev med sine søskende på dansk - især efter det tyske oprør 1848-50. Vi har desværre ikke noget billede af Dethlef senior, han døde før fotografiets tid.

I 1826 kom han til Ísland som assistent og senere factor (bestyrer) hos Flensburg-købmændene i Keflavík. Her giftede han sig i 1832 med Gytte Lever (1805 - 35) fra Reyðarfjörður, datter af købmand Fridrich Lever (1778 - 1806) (som også var dansk) og Fredriche Christine født Lynge (1781 - 1855) (som var halvt islansk). 3 1/2 år senere døde Gytte af tuberkulose, kun 30 år gammel. Hendes grav på Útskálar kirkegård er prydet med en hvid statue og havde gitter rundtom, begge dele fik Dethlef lavet i Flensburg.

Gytte Levers grav på Útskálar Kirkegård.
Det er den første statue på Ísland.
Foto 1983, idag er gitter og stolper borte.

Dethlef flyttede så til Reykjavík sammen med sin lille søn, og startede sin egen forretning. Det var i Yfirretshúsið Gamla i Austurstræti 4, men allerede samme år købte Dethlef "Thomsenshus" i Hafnarstræti nr 20. I dette hus havde Bjarne riddari Sievertsen haft lager til sin handel, indtil han døde i 1833, og sønnen overtog. Dethlefs borgerbrev (næringsbrev) er som sagt dateret 29 juli 1837.

I november 1857 gik Dethlef ombord i postskibet Søløven, sandsynligvis for at tilbringe vinteren i København, som han havde gjort nogle gange. Kort efter skibets afgang blæste en voldsom storm op fra sydvest, og Søløven blev drevet nordpå. Inden stormen løjede af, var skibet blevet knust ved Malarrif (ikke ved Svörtuloft) på Snæfellsnes, og alle ombord omkom.

Dethlef var en initiativrig mand. Han interesserede sig levende for Íslands næringsliv, og engagerede sig i hvalfangst, netfiskeri, handelens frigørelse og meget andet. Han sad i Reykjavíks byråd i nogle år. Han var også en stridbar herre og førte adskillige retssager, som han nu oftest vandt.

Vi har endnu fortegnelsen over en af de første skibsladninger varer, som Dethlef modtog d. 1 maj 1838. Det er meget blandet gods til en værdi af 7.528 rigsdaler eller ca 1 million íslandske kr pr 1987. De to tredjedele blev solgt på 4 måneder, og i september gik skibet sydpå igen med tran og klipfisk til en værdi af 2.431 rigsdaler (ca 300.000 Ikr)

Butikken må have gået godt, for i 1848 (hvor Dethlefs far døde) byggede Dethlef beboelseshus (af mursten) ud mod Lækjartorg, og købte desuden gårdene Bústaður og Ártún. I 1853 købte han fiskeretten i Elliðaá, og det kom der mange begivenheder ud af, som man kan læse om i Morgunblaðið d. 26 juli 1987.

Butik i Reykjavík 1874.
Bemærk varerne i loftet. Engelsk tegning, så rum på tønderne skal oversættes til brændevin.
I burene helt tv og th ses kassereren og bogholderen. Man kan hverken se kaffe eller sukker,
som var de største varer - sammen med brændevinen.

Af de mange regnskabstal, er der ikke nogen, der giver et nemt og pålideligt overblik over firmaets udvikling. De oversigtstal vi har fra Dethlefs tid, ses i tabel 2, hvor beholdning er varelagerets værdi, og restancerne er det beløb kunderne skylder forretningen.

Restancerne, som er tegnet ud i kurven længere nede, er det bedste tal vi har til at vise firmaets vækst. Det er ikke noget særligt præcist mål for væksten, for selvom større omsætning vil vise sig i større restancer, så vil dårlige tider eller lempeligere kreditpolitik også få restancerne til at vokse. Og selvom restancerne siger noget om omsætningen, siger de ikke meget om fortjenesten.
 

Opgørelsen pr jan 58 er fra Dethlefs dødsbo. Her har vi samtidigt de første solide tal for egenkapital og aktivmasse, men herom senere.
 

Hans Theodor August Thomsen (1834 - 1899)

August var kun 23 år gammel da faderen døde, og han måtte overtage butikken. Myndighedsalderen var dengang 25, så han måtte have kongelig tilladelse for at få borgerbrev. Han var vokset op på Ísland, og betragtede sig som islænder, og han talte og skrev lige godt på íslandsk og dansk. Han var en dygtig købmand, og kendt for at være meget pålidelig i sine forretninger, så han drev sin butik frem til at være Íslands største.

Han var foregangsmand i mange vigtige sager. Blandt andet var han en af initiativtagerne til "Styrktar og Sjúkrasjóðs verslunarmanna" (Butiksfolkenes syge- og understøttelseskasse), som han var den første formand for (1867 - 70). Både på Kvennaskólinn og på Barnaskólinn stiftede han en fond, de uddelte en flidspræmie hvert år. Han købte i 1897 det gamle ur fra Reykjavíks domkirke, og forærede det til Keflavík kirke, og samtidigt købte han nyt ur til domkirken, det sidder der vist endnu. I 1870 blev han valgt til revisor for Reykjavík by.

Han havde bestemt at han ville begraves i Reykjavík, så selvom han døde i København, hvor han havde boet siden 1871, blev hans kiste fragtet herop, og begravet på den gamle kirkegård nr O-418 i 1899.

H.Th. August Thomsen ca 1895 og Christine født Sørensen.

Han blev i 1863 gift med Anna Christine født Sørensen (1840 - 1917) fra Bov i Sønderjylland. Hun er begravet i Hyllested på Sjælland.
 

H. Th. August og firmaet

August var købmand til fingerspidserne, og en pålidelig mand at handle med, alle vidste at en aftale med Thomsen behøvede man egentlig ikke at have papir på, den holdt. I firmaet praktiserede han 'synlig ledelse', selvom det udtryk først blev opfundet et sekel senere: Han var rundt i hele foretagendet og hørte hvordan det gik, og kom med en kommentar eller en munter bemærkning. Alle medarbejdere så ham mindst et par gange om ugen.

I Augusts tid blev firmanavnet H. Th. A. Thomsen taget i brug for den stadigt voksende forretning. Reykjavík voksede kraftigt i disse år, men August vandt markedsandele fra konkurrenterne, og voksede endnu stærkere.

Dette har vi solide tal for, for i den tid hvor August boede i Reykjavík, gjorde han status over firmaet næsten hvert år. Her kan vi se den samlede aktivmasse og egenkapitalen. Disse status, som ses i tabel 3, har åbenbart været hemmelige, for de ligger stadig i familiearkivet, mens alle andre regnskabstal er afleveret til Landsskjalasafnið.
 

Desværre er det kun i de første 13 år August lavede sine opgørelser - han drev firmaet i 44 år, og for resten af perioden må vi så holde os til restancerne igen. De fremgår imidlertid af kassebøgerne, og kan ses i tabel 4.
 

Øl-etiketter med firmanavn !

Dato Restance netto   1 mar 1874 13.802 RBD 4 sep 1874 22.815 RBD 31 dec 1874 16.505 RBD 31 aug 1875 50.218 kr 31 aug 1876 44.879   31 dec 1877 55.156   aug 1878 61.024   jan 1879 53.513   aug 1879 65.349   31 dec 1881 57.646   31 dec 1882 63.824   31 dec 1883 67.701   31 dec 1884 104.247   31 dec 1885 137.204   31 dec 1886 139.206   31 dec 1887 189.859   31 dec 1888 168.039   31 dec 1889 119.325   31 dec 1890 114.093   31 dec 1891 144.302   31 dec 1892 147.010   31 dec 1893 141.353   31 dec 1894 155.635   31 dec 1895 173.707   31 dec 1896 187.985   31 dec 1897 203.298   31 dec 1898 206.121

Tak til samler Kay-Verner Christiansen.

Eksporten ved vi noget præcist om. På arkivet er der en "varebog over íslandske varer, forhandlet i København 1886 - 95", se tabel 5.

I 1889 byggede August husene på Lækjartorg og i Hafnarstræti sammen, og byggede en etage mere på, og sådan stod huset til 1961, hvor det blev revet ned for at give plads til et kontorhus for Reykjavíks bybusser.

1871 Flyttede August og Christine og børnene til København og boede i Herluf Trollesgade 9, 3'sal. Her sørgede han om vinteren for salg af de islandske produkter, og indkøb af nye varer til butikken. Han var så i Reykjavik om sommeren, og ankom ofte et skib tidligere end de andre dansk-islandske købmænd. 1890-1897 boede de i Hellerup på Frederikkevej 1, 2'sal, men flyttede så tilbage.
 

Ditlev Thomsen (1867 - 1935)

Ditlev var døbt Dethlef efter sin farfar, men skrev selv Ditlev. Han var vel rustet til at overtage firmaet da August døde i 1899. Han havde gået i skole i Reykjavík og København, stået i handelslære på Eyrarbakki, og arbejdet i England og Deutschland. Han blev i 1898 gift med Augusta Sveinsson (1877 - 1951), datter af biskop Hallgrímur Sveinsson (1841 - 1909). På islandsk ville hun hedde Águsta Hallgrímsdóttir, men hun skrev sig Augusta Sveinsson. De satte bo i lejligheden på Læjkjartorg.

Ditlev Thomsen og Augusta f Sveinsson. Trolovelsesbillede 1896
 

I 1893 - 94 rejste Ditlev ud for at undersøge markedet for íslandske produkter i Europa. Hertil fik han et stipendium af Altinget, som gerne ville støtte den íslandske handel - især eksporten. Resultatet af disse undersøgelser, og af en tilsvarende rejse i 1896 - 97, er udgivet i 2 hefter, og i tidsskriftet Andvari.

25 år gammel (i 1892) tjente han sig en mindre formue (7.000 kr) på gamle skillingsfrimærker.

I 1896 oprettede altinget et íslandsk dampskibsselskab "Hinnar íslenzku eimskipaútgerðar" i protest mod at DFDS (Det forenede Dampskibs Selskab) havde for høje priser og for få sejladser. Ditlev blev valgt til at lede selskabet, som tvang DFDS til at ændre både fartplan og priser, hvorefter det blev nedlagt igen.

I 1896 blev han tysk konsul i Reykjavík, og i den stilling fik han Den prøjsiske Kroneorden og Ridderkorset af Dannebrog. Han var 1900 - 05 formand for Kaupmannafélagid, og har desuden været formand for Verslunnarskólanefndinn (Handelsskolens bestyrelse), Reykjavíkurklubbin og i Verslunnarmannafélagið (Íslands HK). Her må han have gjort et godt stykke arbejde, for i 1923 blev han udnævnt til æresmedlem - længe efter at han var flyttet til Danmark.

Ditlev var en fremsynet mand, og foregangsmand på mange områder. Her skal nævnes nogle af de vigtigste.

I 1903 var den tyske trawler "Friedrich Albert" strandet på Skeiðarársandur på sydkysten, syd for Skaftafell som nu er nationalpark. Besætningen kom i land, men flere døde af sult og kulde, da de var lukket inde mellem rivende jøkel-elve mod øst og vest, kviksand og Vatnajökulls is mod nord, og havet mod syd. Den type ulykker var sket før, og Ditlev søgte at få Altinget til at interessere sig for problemet, men uden held. Til sidst købte han selv en hytte, lod den stille op på kysten, og fyldte den med konserves samt en flersproget vejledning til at finde ind til civilisationen. I vinteren 1906 - 07 blev 13 mands besætning fra den tyske damper Württemberg reddet af hytten. Det udløste gaver fra flere tyske og engelske rederier, samt ordnerne Den Prøjsiske Røde Ørn og den oldenburgske Hertug Peter Friedrich Ludwigs Hus- og Fortjenstorden. Først i 1918 overtog staten hytten, sammen med en tilsvarende hytte på Ingólfshöfði, lidt længere mod Ø. Den sidste står der endnu.

Også moderne kunst nød Ditlevs støtte. I 1900 da Þórarinn Þórláksson og Ásgrímur Jónsson holdt deres (vistnok første) udstilling, lagde Ditlev hus til (gratis), og da de ikke fik solgt meget, købte han resten af billederne til fuld pris. Også senere købte han malerier af disse to, foruden skulpturer af Einar Jónsson, så min familie har idag en lille men udsøgt samling af íslandsk kunst fra begyndelsen af århundredet. Af Einar Jónsson købte han skulpturen Útlagar (Fredløse) og lod den opstille i SØ-hjørnet af Reykjavíks gamle kirkegård, hvor den stadig står.

1904 købte han - med 2.000 kr tilskud fra Altinget - en automobil med motor på 7½ hk. Den kørte, men motoren var for svag til bakkerne. Her ses Ditlevs beskrivelse af turen til Stokkseyri samme sommer.
 

Ditlev og Thomsens Magasin

Da Ditlev overtog firmaet i 1899, var han fuld af initiativ. Hans første gerning var at opdele firmaet i afdelinger, og kalde det Thomsens Magasin. I løbet af et par år var omsætningen fordoblet. Navnet blev malet på alle vogne og huse, og taget på hovedhuset var prydet med et stort THOMSEN, som kunne ses fra skibene eller når man red ned i midtbyen ad Bankastræti.

Denne periode (frem til 1910) var firmaets største tid, som allerede beskrevet. Også fra denne periode har vi restancetallene som målestok for firmaets vækst. De ses i tabel 6.
 

	Dato Restancer netto 31 dec 1899 173.803 31 dec 1902 174.730 31 dec 1903 167.835 31 dec 1904 153.842 31 dec 1905 153.344 31 dec 1906 169.014 31 dec 1907 175.933 31 dec 1908 180.511 31 dec 1909 194.553 31 dec 1910 207.390 31 dec 1911 190.277
Tændstik-æske med reklame foran og bagpå. Tak til samler Flemming Henningsen.	Tabel 6: Restancer1899 - 1911. Beløb i kr.	Kvalitets-varer Velassorteret lager God pris på alt

En anden nyskabelse var magasinets madvareafdeling. Den var indrettet med marmordisk og fliser på væggene (ikke set før på Ísland), og med slagtehus bagved og 60 svin på stald ved stranden. Her kunne man så købe udskåret kød, pølser, æg, mælk, smør osv på eet sted. Bønderne mente han solgte for billigt, og borgerne mente det var for dyrt, så der blev ikke tjent mange penge på nyskabelsen.

Også på eksporten viste han sit fremsyn - og tabte penge på det. For at eksportere fersk kød fra Ísland (ellers var det saltet) anskaffede han sig et kølehus i København, og fik indsat en kølemaskine på dampskibet Botnia. Desværre var københavnerne ikke lige så fremsynede, så varerne kunne ikke sælges.

Han oprettede flere industriforetagender, som leverede varer til magasinet: Sodavandsfabrik, bolchefabrik, klædefabrikken Silkeborg, og en cigarfabrik med 15 ansatte, som fremstillede cigarerne "Ýstrubelgur" (den tykmavede) og "Ísafold" (gammelt kælenavn for Ísland) og flere: 1902 annonceres 13 forskellige cigarmærker. Der har ikke været andre cigarfabrikker på Ísland.

Nedenstående kurve er en udtegning af tallene fra tabellerne ovenfor, omregnet i kr.

Den blå kurve viser restancerne, den korte røde viser egenkapitalen 1858-71.

Kurven over alle restancetallene viser stort set en solid vækst i hele firmaets historie, men der er nogle toppe og knæk på kurven som inviterer til nærmere tolkning. Fordoblingen af restancerne fra 1849 til 1851 skyldes en økonomisk krise, pristallet lå lavt i de år.

Stigningen fra 1883 til 87 skyldes at der kom ny faktor (bestyrer), Johannes Hansen. Han har ikke haft tilstrækkeligt overblik, men i 1887 indføres et nyt hovedbogssystem, og kreditten strammes. Det hjælper, og kurven jævner sig ud igen i 1890.

Toppen i 1899 kommer da Ditlev overtager firmaet. Vi ved at omsætningen fordobles i hans første år, så faldet i restancer må skyldes en strammere kreditpolitik, muligvis fordi Ditlev har måttet udrede arven til sine to søskende.

I 1902 købte Ditlev Nýhöfn, Hafnarstræti 18 (Pennin), sammen med Hafnarstræti 17, og Kolasund 1-2 af B. Muus & Co., og inderettede flere afdelinger der. Frem til 1910 er der opkøbt en del huse i kvarteret, som det fremgår af skitsen over firmaets bygninger.

I 1907 - 09 sætter en økonomisk krise ind, og der sker politiske omvæltninger. Björn Jónsson bliver 1909 udnævnt til Íslandsminister efter Hannes Hafstein, og han udnævner straks en ny direktør for Landsbankinn (fyringen af den gamle direktør var usaglig, så det blev Björn senere afsat for). Nu blæste der nye og nationalistiske vinde i Reykjavík, og den nye direktør mente ikke at det var Landsbankinns opgave at financiere et gammelt handelshus, som han betragtede som dansk ejet. Den kapital man havde, skulle snarere komme nystartede íslandske firmaer til gode. Så Ditlevs kassekredit i Landsbankinn blev indskrænket, og han blev bedt om at finde sig en anden bankforbindelse udenlands.

Men Ditlev var en stolt mand. Hvis Ísland ikke ville have hans forretning, så kunne man blive fri. Han forsøgte at sælge afdelingerne som enkelt-forrretninger, og da det ikke gik, holdt han stort udsalg og lukkede det meste af foretagendet i efteråret 1910, kun kælderafdelingen, et par mindre afdelinger, og eksporten af íslandske produkter fortsatte. Samtidigt flyttede han til København.

Så kom verdenskrigen i 1914. Englænderne havde herredømmet på havet, og de brød sig ikke om tyske konsuler. Ditlev blev bedt om at aflægge sin konsul-titel, men han svarede at hvis han var god nok til at bære tyskernes ordner, så var han også god nok til at være deres konsul, krig eller ikke krig, og iøvrigt var Danmark og Ísland neutrale lande. Så satte englænderne ham på den sorte liste.

I løbet af 1915 - 16 blev de sidste afdelinger lukket, og de sidste huse solgt, men Ditlev beholdt sin konsul-titel til 1920, og brugte den derefter resten af sine dage. Efter krigen handlede han fortsat en gros med íslandske produkter, og havde kontorer i Reykjavík og Thorshavn, foruden hovedkontoret på Christianshavn i København.

Ditlev Thomsen 1923 og Augusta f Sveinsson 1928
 

I København gik det stadig ned ad bakke. I Sildekrakket og Fredskrisen i 1920 - 22, tabte han store summer på sild og klipfisk, og også på varelageret (en gros priserne faldt til det halve); og i skibsfartskrisen i 1926 tabte han mere. Han døde i 1935 uden at efterlade sig nogen formue.

Når det gik så galt, er der flere grunde. Fordelingen af arven efter August har nok været hård for forretningen (Ditlev havde to søskende), og Verdenskrigen og kriserne var jo sort uheld. Men Ditlev var ganske enkelt ikke så god en købmand som sin far og sin bedstefar. Han havde ikke sansen for at sikre at den daglige drift gav et overskud - dag efter dag, det havde han ikke sjælsro til. Han drømte til det sidste om at tjene hurtige penge på gode handler - sådan som han havde gjort med frimærkerne i sin ungdom.
 

Efterkommerne

Ditlev havde to sønner: Knud Kjartan Thomsen (1902 - 49) var handelsmand i Reykjavík, og døde barnløs. Hallgrímur August Thomsen (1899 - 1980) var handelsmand, radiotelegrafist, og siden landsretssagfører i København. Her var han meget aktiv i de íslandske foreninger, og hjalp mange islændere med juridiske råd, og med bolig. Han blev dekoreret med ridderordnen af den íslandske Falk.

Hallgrímur Thomsens efterkommere fra København, foto 2018 i Thomsenssund:
Ninna Thomsen (1944-) overlærer;
Ulf Isager Thomsen (1976-) overlærer (Bjørns søn);
Nynne Isager Thomsen (Ulfs kone) lærer;
Anker Isager Thomsen (2014-);
Hannah Isager Thomsen (2008-);
Mira Husby Thomsen (2015-);
Sophie Husby Pedersen (1974-), universitetsbibliotekar (Jóns kone);
Jón Thomsen (1979-) projektleder (web-design) (Bjørns søn);
Henriette Grundtvig Jørgensen (1946-) lægesekretær (Bjørns kone);
Bjørn Thomsen (1943-) arkitekt;
Steen Thomsen (1948-) datalog, genealog, familiens historiker.
 

Dertil havde Ditlev to søskende, som pr 1988 havde ca 20 efterkommere. De fleste bor i Danmark, andre i USA, Deutschland, Chile.
 

Slutning

Historien om Thomsens Magasin er sådan set den klassiske historie om familiefirmaet, der lever i tre generationer: Første generation starter en lille virksomhed, anden generation kan sit fag og er dygtig, og han udbygger firmaet, mens tredje generation sætter det hele over styr. Det der gør historien her interessant, er ikke bare minderne om den fordums storhed, og de ting der er tilbage, men mest af alt de enorme mængder arkivmateriale, som Ditlev samvittighedsfuldt ordnede og afleverede til Landsskjalasafnid i 1916 - 17.

Her ligger en guldgrube for den, der vil forske i Íslands økonomiske historie, eller Reykjavíks historie. Og enhver (næsten) kan få sin egen families økonomi belyst, ved at se deres konto i hovedbogen fra Thomsens Magasin.