Steen Thomsen's forside   >   Artikel-oversigt   >   Thomsen-bilens langtur 1904
Post: steen.thomsen snabel-a mail.danbbs.dk

Trykt på islandsk (en anelse forkortet) i Morgunblaðið 19 feb 2014.

Steen Thomsen:

Thomsen-bilens langtur 1904


Min farfar Ditlev Thomsen (1867-1935) importerede den første automobil til Ísland i sommeren 1904 med 2.000 kr støtte fra Altinget. Han drev da Thomsens Magasin i Reykjavík (på hjørnet af Hafnarstræti og Thomsenssund) som var Íslands største detail-forretning, og han var idemand på mange felter. Han skrev selv denne beretning om langturen med bilen i breve til sin kone, som forlængede deres sommer-ophold i Danmark. Konen var Augusta Sveinsson (1877-1951), datter af biskop Hallgrímur Sveinsson (1841-1909) og Elina M B Feveile (1847-1934). (Ditlev og Augusta stavede selv deres navne sådan).

Turen Reykjavík - Selfoss - Eyrarbakki - Stokkseyri - samme vej tilbage til Reykjavík var på 75 km hver vej.


  Thomsen-bilen - det 'officielle' foto.


Det 'officielle' foto af Thomsen-bilen, taget efter turen. Baggrunden er privat-indgangen på Lækjartorg i Reykjavík.
Den omtalte reparation af højre baghjul kan ses - hvis man ser godt efter. Klik for forstørrelse.
Med hat: Tómas Jónsson, evt Hannes Th. eller Gisli bú Þorbjarnarson.
Midti: Chaufføren Þorkell Klementz.
Til højre: Ditlev Thomsen.
Fot: Sigfus Eymundsson.

26 apr 1904 København til biskop Hallgrímur og Elina

Jeg har købt en god stor Automobil med 7½ Hestes kraft til 6 Personer. Der er Calesche over Bagsædet. Óli Hjaltested skal nu til at sætte sig ind i Maskineriet, men det værste er, at disse Automobiler saa let kan gaa i staa selv om de er af aller bedste Konstruktion. Jeg tager den med mig op i Juni.
[Óli hører vi ikke mere til].
 

15 jun 1904 i Leith ombord på Kong Trygve

Her i Leith har jeg haft en Del Forretninger, og Benzinen til Automobilen har skaffet mig endel Ulejlighed. Jeg maatte først søge om Tilladelse paa 3 Steder til at få den indladet i Dokken, og saa var det endda meget vanskeligt at faa nogen til bringe den ned midt om Natten. Nu haaber jeg, at Manden er paa Pletten, naar vi om lidt skal ud af Dokken, ellers ser det galt ud med Automobilkørsel i Sommer.
 

21 jun 1904 Reykjavík

Jeg har været ude at prøve Bilen idag, med en islandsk Chauffeur, der har lært i Kbhvn i 4 Aar. Vi kørte ud paa Næsset, men der gjorde Apparatet Strejke, saa vi maatte trække det hjem. Nu er de ved at lave den i stand; den er ganske ufarlig da vi kører langsomt. Den klarer sig godt paa Vejene her.
 
Kopi af Thomsen-bilen. Forklaring til kopi af Thomsen-bilen.

28 jun 1904 Reykjavík

Med Automobilen gaar det storartet. Vi kører langsomt og forsigtigt, den er forresten saa bred, at den kan umulig vælte. Vi var i Havnefjord med den forleden (c. ¾ time hver Vej) og ved Elven igaar 2 Gange frem og tilbage (20-25 Min. hver Gang). Hestene bliver næsten slet ikke bange. Jeg har faaet mig en udmærket Chauffeur, som har lært i Kbhvn i 4 Aar, han hedder Þorkell Klementz, er dygtig og meget rolig og besindig. De første Dage kørte jeg den selv, nu tager jeg mig det allerede lidt mere mageligt som Passager. Du vil nok synes om den naar Du kommer herop.
 

9 jul 1904 Reykjavík

Motorvognen har staaet stille en Uges Tid, men idag er den ude paa Vejarbejde for at fylde Hullerne paa Vejen ind til Elven. Den gaar meget støt og sikkert, og Chauffeuren er en rolig og besindig ung Mand.
[Elven er Ellidaá, 5 km Ø f Reykjavík. Byen er forlængst vokset udenom].
 

19 jul 1904 Reykjavík

D 15. Ds rejste vi til Ørebak [Eyrarbakki] og Stokkseyri - paa Automobil kan Du tænke Dig, og kom kørende hjem planmæssigt d. 17. om Aftenen; ....

Vejkort Ísland Turens rute

Vi kørte nok så flot afsted d. 15de, Chauffeuren og jeg foran og de to Herrer Grübnau [tyske uld-opkøbere] paa Bagsædet samt en mængde Proviant, Ølkasse etc. og Benzin. Desuden til Hest: Hannes Th. og Gisli bú [Þorbjarnarson] samt en tredje løs Hest (til mig) samt Følgemand og en mængde løse Heste til D'hr. Grübnau, som vilde ride videre op i Landet. Det gik udmærket op til Lækjarbotn; vi var kun c. 1 Time undervejs men saa begyndte vejen at blive stenet og hullet og pludselig gav det et Knald i det ene Forhjul, som sprang.

Vi fik i en fart et andet Gummihjul paa og fortsatte Rejsen, men i Svínahraun var det galt igen, der gik det andet Hjul, og vi havde ingen Reservehjul flere. Nu var gode Raad dyre. Vi tog et langt stykke Tovværk, som vi havde med, og viklede det paa langs og tværs om Jærnhjulet, for at dette ikke skulle tage Skade. Vognen hældede lidt til den ene Side, og Motoren begyndte nu ogsaa at gøre Strike [strejke]. Vi steg derfor til Hest og lod Klemens køre videre, og det gik meget godt med halv Kraft op til Fjældet.

Saa kom der en besværlig Opstigning. Hannes Gisli og jeg stode af Hestene og puffede bagpaa, det var en sund Motion og et propert Stykke Arbejde at faa den c. 1000 Fod op, men det var ikke frit for at være lidt anstrængende. Gennemføres skulde det; jeg vilde paa ingen Maade vende om, eller lade Vognen blive staaende paa Vejen.
[Vejens toppunkt er 350 m over havet].

Over Fjældet gik det jævnt smaat, men godt. Vognen var kommen i Forvejen, da vi kom til Kambar, og til Trods for mit Paalæg om at vente, til vi kom, kørte Klemens alene ned ad Zikzakvejen og det gik udmærket. Vi andre vare alle til Hest, nede i Ølfus rede vi fra det halte Dyr, undtagen Klemens, Hannes og Gisli, som havde Ordre til at bringe Vognen hurtigst mulig til Selfossi, selv om de skulde blive nødte til at engagere Folk til at bære den derhen.

Nu var jo Maskineriet blevet snavset og overvarmet af den lange besværlige Kørsel men alligevel gik det meget ordentlig uden Hjælp til Selfossi, hvor vi alle overnattede ifølge den tidligere trufne Bestemmelse.
[Selfoss er 60 km fra Reykjavík].

Næste Morgen satte vi det sprængte Hjul paa, som imidlertid var blevet repareret [det må være begge hjul], men saa opdagede vi, at vi næsten havde brugt al den medbragte Benzin. Der var ikke andet for at gøre, end hurtigst mulig at sende Gisli bú til Rvk. efter mere Benzin. Han fik Ordre til at lade Hesten staa i Ølfus og der leje to friske Heste, og ride Dag og Nat tilbage til Selfossi. Vi mente vi havde Benzin nok til Selfossi - Ørebakke - Stokkseyri - Selfossi, og kørte saa afsted med Dyret.

Det gik nogenlunde ordentlig det første stykke Vej, men saa kom der en længere Sandstrækning, hvor Hjulene sank langt ned i. Klements og jeg matte derfor staa af og skuppe paa, og ved Maskinens og vor Hjælp kom vi ogsaa over det. Dernæst kørte vi ind i Ørebak, og Automobilen viste sig saare elskværdig, saa at vi virkelig gjorde fortjent Lykke med den. Jeg kørte Nielsen og hans Damer rundt i Gaderne og de var meget begejstrede over den.

Thomsen-bilen på Eyrarbakki.


Thomsen-bilen på Eyrarbakki 16 jul 1904.
Þorkell Klementz ved rattet, Ditlev Thomsen hilser.
Rattet sidder i højre side.
Foto: Agnes Lund.

Vi gjorde ingen Forretninger i Ørebak, og kørte saa videre til Stokkseyri. På Vejen hertil er der endnu større Sandhuller end paa Ørebaksvejen, til sidst blev det hele til løs sort Lavasand med spidse lavasten i, men fremad skulle vi og fremad kom vi, men trætte var vi ogsaa, da vi endelig kom til Stokkseyri. Mssrs. Grübnau var imidlertid kommet ridende, og vi købte saa Ulden af Ólafur Árnason, hvorved jeg for min part tjente c. 1000 Kr foruden nogle faa Hdr Kroner for mindre partier som jeg købte af Bønderne og de smaa Købmænd.

Benzinen var nu opbrugt, og vi maatte derfor lade Vognen staa Natten over paa Stokkseyri tillige med Chauffeuren: Þorkell Klementz.

Vi andre red tilbage til vort gamle Nattekvarter Selfossi, og jeg satte dér en mand med 2 heste parat ved Broen for at ride med Benzinen ud til Stokkseyri og putte Gisli i seng. Kl 3 om Morgenen kom Gisli bú med Benzinen, afleverede den til Nattevagten, som bragte den til Stokkseyri, og da vi sad ved Frokostbordet kom Vognen tøf-tøffende i bedste Orden og skønneste Forfatning.

Lige før den kom til Broen, sprang der saa igen et Hjul og nu skulde du bare se, hvor vi fik det pænt repareret. Først 3 Omgange tovværk banket ned i Rillen paa Hjulet, saa 3 Omgange ovenpaa, der blev fæstet med lange Søm ned i det underste Tovværk, og sluttelig 2 omgange ovenpaa det igen, alt sammen oversømmet, og udenom det hele det gamle Gummidæk, som blev snøret fast til den inderste Kant af Hjulet med Sejlgarn, som vi stak igennem hele Vejen rundt med en Sejlnaal. Det så rigtig flot ud og holdt udmærket.

Hjemrejsen gik storartet, 7 timer fra Selfossi, inclusive alle Ophold undervejs. Jeg styrede Vognen op ad 'Kambar'. En enkelt Gang maatte de give den et lille Skup, men i Reglen stod de paa, een paa hver Side paa Vogntrinnet, og naar de kom for sent til at komme op, maatte de skyde Genvej lige op fra den ene Afsats til den anden. Jeg styrede saa hele Vejen til Reykjavik hvor vi uden videre Uheld ankom om Aftenen Kl. 8 (Kl. 1 fra Selfossi).

I Grunden kan man ikke sige andet, end at Automobilen har staaet sin Prøve godt. Hele strækningens Længde er over 20 danske Mil, Vejen er miserabel og saa er der oven i Købet et stort stejlt Bjærg i Vejen. Hvis Hjulene havde holdt, er jeg vis paa, at Turen havde gaaet udmærket. Det var godt at jeg ikke købte en af de almindelige Automobiler med 4-5 Hestes Kraft, denne har 7½ H.K. og det er det aller mindste, den kan taale at være for Bakkers og Bjærges Skyld. Du kan tro, det er morsomt at suse afsted med fuld Fart oppe, Du maa endelig tage med en Tur, naar Du kommer hjem.

[Her slutter Ditlevs beretning, og i de følgende 3 breve står der ingenting om bilen. Augusta kom til Reykjavík med S/S Laura 16.-17 aug, så derefter tier brevene for 1904].
 

3 aug 1905 Reykjavík

I Tirsdags var jeg en lille tur ude at køre i den nye Vogn med Drengene. ... Dine forældre sagde selvfølgelig strax Nej. Jeg kørte imidlertid med Vognen derud [ud i Vesturgata] og fik dem alligevel med. Vi havde en ganske god lille tur ind til Elven i stille pænt Solskinsvejr.
 

14 aug 1905 Reykjavík

Af andre gæster har vi haft Chr. Popp her i byen nogle Dage [købmand på Sauðárkrókur]. ... Han har været en lille Tur idag med Motorvognen med mig og Drengene. ... Igaar kørte jeg en lille Tur med Drengene i den nye Vogn, idag har jeg laant den til Sira [pastor] Jón Helgason.
 

Ditlev & Steen Thomsen


Indlagt på WWW: feb 2014.
Foto tilsat: jun 2014.
Kort tilsat: jan 2020.
Steen Thomsen's forside   >   Artikel-oversigt   >   Thomsen-bilens langtur 1904  >  Top
Post: steen.thomsen snabel-a mail.danbbs.dk