Steen Thomsen's forside  >  Artikel-oversigt  >  Gode danske oplevelser på Internettet
Post: steen.thomsen snabel-a mail.danbbs.dk

Trykt (forkortet) i Slægt og Data 2000.3

Steen Thomsen:

Gode danske oplevelser på Internettet


Tidligere skrev jeg lidt om hvad man kan få ud af at bruge117 timer på at surfe på Internettet - ud over underholdningen. Her kommer lidt flere solstrålehistorier, og denne gang inden for landets grænser.

Internettets lyksaligheder

For nogle af os netbrugende slægtsforskere er det blevet kendt, at det net er et forrygende værktøj. Vi sidder jo hver især og søger efter nogle få nåle i en enorm høstak, og mulighederne for at finde en kollega der leder efter eeen af de samme nåle i høstakken er godtnok ikke ret stor. Hidtil har vi haft een årlig mulighed, nemlig årbogen Hvem Forsker Hvad, og den har været rigtig god. Men det er et uhyre arbejde at redigere trykke og sælge en årbog, og den kommer jo desværre kun een gang om året.

Med Nettets søgeværktøjer er det pludselig blevet helt anderledes. Nu kan vi lede efter hinanden hele året og endda lade maskinerne gøre det grove arbejde. Og med e-post er det blevet så nemt, så nemt at sende en besked afsted. Jeg sendte i 1999 4-5 gange så mange e-breve, som jeg før sendte papirbreve med den kgl fodpost.

På min hjemmeside har jeg lagt lister med de 10.000 afdøde personer jeg har i min base, så alle kan søge i dem og finde sammenfald. Og jeg har haft mange henvendelser, og udvekslet meget godt med mange.
Jeg har brugt en del tid på at søge rundt på de mange netsteder, der er anmeldt på DISs side 'Medlemmernes hjemmesider'. Den side er bare en rigtig god indgangsbøn til dansk slægtsforskning pr lige nu!


Anna Elisabeth Therkelsen (1732 - 1804).

Forgangen sommer gik jeg systematisk igennem siderne fra en ende af, for der var vel sket en del nyt siden jeg havde været der sidst? Jo, allerede under Andersen var der gevinst. En af mine aner er Peter Johansen (1723 - 1798) til Petersgård ved Kalvehave på Sjællands SØ-hjørne. En simpel bondedreng der blev skipper, købmand, skibsreder, og tilsidst godsejer. Ham er der skrevet en del om, men om hans kone er der kun få ord i en historisk roman, hvor selv det historiske er temmelig upålideligt. Her skal hun være datter af en købmand i Randers, og det er endda uklart om han var Therkelsen eller hed Therkel.

Jeg søgte ved hjælp af Nygaards sedler og Lengnicks kirkebogsuddrag, og fandt godtnok en Anna Elisabeth som datter af Terchel Clemensen. Men hun var fra 1724, og det kan ikke lade sig gøre for min ane får barn i dec 1770. En 46-årig mor tror jeg ikke på. Hverken Nygaard eller Lengnick havde nogen brugbare yngre søskende til hende, så jeg afskrev Randers, og konstaterede at her stod jeg med panden mod muren.


Gevinst!

Ca 7 år senere ser jeg så en hjemmeside med en Anna Elisabeth Therkelsdatter i Randers, født 1724 og død 1726. Som hendes lillesøster står der minsandten en ny Anna Elisabeth Therkelsdatter (1732 - 1804) gift med Peter Johansen i København. Et par e-breve frem og tilbage til sidens ejer Elo Andersen godtgjorde at hun faktisk findes i kirkebogen, så når hverken Nygaard eller Lengnick havde hende, må det skyldes at dåb i Randers pr 1733 udskilles i en ny kirkebog, mens den gamle kører videre med vielse og begravelse. Elo Andersen kunne desuden afsløre at hendes mor er af slægten Mammen, som der er skrevet en bog om. Jeg kopierede bogen på biblioteket, købte kirkebogen hjem (på mikrokort) og fik en GEDCOM-fil af Elo Andersen, så idag har jeg 14 aner til Anna Elisabeth!

Skæbnen magede det så, at der også var en del jeg kunne hjælpe Elo Andersen med. Fra en barndomsven har jeg en anetavle på en Eistrup-slægt, og den udfyldte en stribe huller i Andersens anetavle, så både han og min barndomsven har haft gevinst af det. Desuden havde jeg noget på en Valentinsen-familie, og kunne henvise til en tredje der har mere, så det var et bytte til stor gensidig fordel.


De sydfynske skifter.

På Ærø har jeg en lille husmand Erich Pallesen (1724 - 1791), hvis kone Anna Maria Pedersdatter (1726 - 1803) opgiver at hun er født i Vester Skerninge på Fyn. Dér kunne jeg ikke finde hende og jeg talte med en anden der også havde ledt forgæves. Og med så almindeligt et navn og et upræcis fødselsår kan man jo finde hende hvor som helst i mange eksemplarer - uden at kunne afgøre om man har fundet den rigtige. Et  rent sisyfos-arbejde, så der stod jeg med panden mod muren.

På nyhedsgruppen dk.historie.genealogi udveksles der mange beskeder, og i den sidste tid er tonen blevet behagelig igen. Her blev det annonceret at Karin Jørgensen havde indtastet extrakter af en halv snes sydfynske skifteprotokoller, og de var nu tilgængelige på nettet.

Jeg gik ombord og søgte efter mine sydfynske Lange, Schurmann og Winther, og efter et par timer havde jeg opnået en lang næse og intet andet. Nåja, der kan jo ikke være gevinst hver gang tænkte jeg, og besluttede at komme hjem og i seng. Hov forresten, der var da lige hende på Ærø, der ikke var fra Vester Skerninge, skulle jeg ikke søge en gang på hende? Åh nej, ikke med det almindelige navn, der bliver for mange nittegevinster. Men hendes mand, han har et sjældent navn, det prøver jeg.

Og bingo sagde det! To af hendes søskende var døde i ung alder uden børn, så jeg kom hjem med en hel del familiemedlemmer den nat. Var de så i Vester Skerninge? Både ja og nej, for de var i Ulbølle som er nabo- og annekssogn til Vester Skerninge. Jeg købte kirkebogen hjem på mikrokort, den er meget lille, nydeligt skrevet hele vejen og går tilbage til 1681, så idag har jeg 6 aner til Anna Maria - og jeg har dem endda fælles med Karin Jørgensen som har lavet det store arbejde. Vi har så gensidigt kunnet supplere hinandens materiale.


Kirsten Hansdatter (1694 -) på Jungshoved

Og mens jeg sidder og skriver disse linier, indløber der et e-brev fra Peter Kyhl. Han har læst efterlysningerne på min hjemmeside og vil da lige bidrage lidt med Kirsten Hansdatter i Stavreby på Jungshoved - svigermor til ovenstående Anna Elisabeth Therkelsen (1732 - 1804)! Han har været i skifteprotokollerne for Vordingborg Ryttergods (dem havde jeg slet ikke tænkt på...) og kan bidrage med adskillige forfædre. Inden jeg når at købe kirkebogen hjem, har han sendt mig Kirstens dåb og flere sidegrene - ja ikke fordi det er hans aner, men bare sådan for sportens skyld!


Morale

Moralen af denne historie må være, at hvis der var nogen der troede at det der Internet, det er bare noget fjas og tidsfordriv for unge mennesker, så være det hermed modbevist!


Steen Thomsen



Indlagt på WWW: okt 2000.

Steen Thomsen's forside  >  Artikel-oversigt  >  Gode danske oplevelser på Internettet  >  Top
Post: steen.thomsen snabel-a mail.danbbs.dk