Trykt i Uglen og Lyren nr 110, feb 2013.
Blandet kvartet? Jamen vi er da et mandskor, så det kan man da ikke??
Næh det er ganske rigtigt, men vi gjorde det alligevel, nu skal du bare høre.
Heldigvis er kvartetsang i indeværende årtusinde igen blevet en vigtig del af sangforeningens liv, men sådan har det ikke altid været. I mange år hørte vi faktisk kun kvartetten i Rusgildets punchesold. Her skal jeg berette om en ganske speciel lejlighed, hvor vi sang blandet kvartet.
Det var i 1984, og den gamle tradition med provinstur blev genoplivet. Det var godtnok ikke i pinsen men i weekenden efter påske, hvor vi var i Århus, Ringkøbing og Ål under Edvard Strandskovs direktion. I Århus optrådte vi fredag aften i Musikhusets Lille Sal - for et beskedent publikum. Ingen havde nemlig i tide opdaget (eller reageret på) at Den kgl Ballet optrådte i Store Sal, så i sidste nummer (Brittens Little Musgrave) hvor vi sang sammen med Århus Studentersangerne, var vi flere på scenen end i salen. Selvom koncerten gik udmærket, så påvirkede det os alligevel, så stemningen var noget mat.
Nå, heldigvis havde århusianerne arrangeret nachspiel på Varna, så vi drog derud for at drukne vor sorg og finde vor trøst på bunden af et par stykker smørrebrød med tilhørende drikkeligt. Edvard og århusianernes dirigent Per W Laursen havde hinanden tilbords, og pludselig siger Per: Ved du hvad, vi synger for lidt blandet kvartet! Hvaba? Jo, nu udpeger du en første og en anden tenor af dine folk, så udpeger jeg to basser af mine, og så sender vi dem ud bagved, med besked om at komme ind om 5 minutter og give et nummer!
Som sagt så gjort, og alle var spændte på hvordan det mon skulle spænde af. Men det var jo ikke de ringeste sangere der var blevet udvalgt, så trods overraskelsen og den noget indskrænkede indstuderingstid, så gik det fint. Og det smagte af mere. Næste gang var tenorerne fra Århus og basserne fra København, de klarede det også fint, og så gik det ellers slag i slag. På et tidspunkt var turen kommet til Rørdrum og undertegnede, og da var alle de velkendte sange brugt op. Valget var altså ikke så nemt, og vi diskuterede mulighederne længe, men enten var der een der var usikker i sin stemme, eller også var nummeret allerede sunget - i kvartet eller plenum.
Vi endte på Gram og Holstein: Stjerner. Den er godtnok heller ikke så nem, og vi havde kun tid til en enkelt gennemsyngning, men vi kunne den og slap pænt fra det. Knapt så godt gik det for en anden kvartet: Første tenoren (vores) var en inderlig genert fyr (som nu sang udmærket), og det var ham inderligt imod at blive udstillet, men der hjalp ingen kære mor. Han overlevede med let bævende røst, men meldte sig efterfølgende ud!
Ideen var god og stemningen steg markant. Og Edvard tog ideen med til Ringkøbing, så da vi sad på Hotellet dér efter endt koncert, udpegede han den ene kvartet efter den anden, til gæsternes og sangernes almindelige fryd. Det endte med at Edvard sendte Niels Bache, Niels Moltved, Steen Thomsen og Steen Clemmensen ud i hele 10 minutter (hvor generøst), men så var opgaven også Heise: De smukke. Vi slap godt fra det. Som sagt var kvartetsang dengang en sjælden foreteelse, så jeg gik til køjs den aften med en rigtig god fornemmelse i maven.
Desværre blev ideen glemt igen, men den være hermed anbefalet til genoptagelse!
Historien giver mig iøvrigt lejlighed til at slå et slag for provinsturene - og også for samarbejdet med de andre studenter-sangforeninger. Udlandsture er da fine, men stemningen er en anden. Udenlands skal vi vise flaget, programmet er ambitiøst, vi skal fraternisere med værterne på udenlandskt, der er for lidt tid til at turiste, og hvis vi også har damer med, så er tiden efterhånden knap, og det kan let blive lidt stresset.
Anderledes på provinsturene. Vi har alle været i Århus og Ålborg osv, vi overlever nok at vi går glip af katedralen i Lille Lommelev, vi programsætter som regel noget vi kan (og det giver jo ofte bedre kvalitet), de snakker dansk hele vejen og vi er på bølgelængde med værter og publikum fra minut eet, så stemningen er meget mere afslappet. Det har i hvert fald været min oplevelse på adskillige ture. Resultatet er at det er på provinsturene, vi rigtig får kammeratskabet etableret, og det er altså ikke så ringe. Så lad os bare få nogle flere af dem.
PS:
Varna er en stor skovpavillion i Marselisborg Skov syd for Århus, den fik sit sære navn af grundlæggeren, til minde om Varna i Bulgarien hvor han havde haft en god ferie.