Trykt i Uglen og Lyren nr 114, sep 2014, med tilføjelse i nr 115.
Om vores medlemstegn - det grønne bånd.
Vores medlemstegn - det grønne bånd - udleveres til russerne i skarpt afmålt længde, sådan at det lige kan nå over skjortebrystet - men så heller ikke mer. Jeg har altid undret mig såre over denne nærighed, de øvrige akademiske bånd jeg er bekendt med, går hele vejen rundt, så de kan hænge på skulderen af sig selv, og ikke behøver sikkerhedsnåle og lignende roderi. Og det er i god overensstemmelse med historie og tradition, for akademiske foreningsbånd nedstammer fra sværdgehæng. Derfor går de oftest fra højre skulder til venstre hofte, hvor man jo har sin kårde hængende så man kan gribe den med højre hånd. Vores bånd går den modsatte vej - det er et fredsbånd, og det har det været siden sin indstiftelse i 1898.
Så langt bånd og historie - hvor kommer selerne ind i billedet? De kommer fra afdøde Børge Moltved. Han lærte mig nemlig følgende trick, som hermed viderebringes til fri afbenyttelse.
Man undgår bøvlet med sikkerhedsnålene ved at gå ud og købe et par seler. Beslaget på ryggen, som holder parret sammen, klipper man i stykker uden barmhjertighed, og kasserer stumperne. Den ene sele klipper man over med samme grad af nænsomhed, hvorved der frigøres et spænde - det skal ikke kasseres. Det skal sys fast i den nedre ende af det grønne bånd.
Skulle man nu ikke selv være i besiddelse af det store kørekort til stoppenål, så kan man jo henvende sig om assistance i egen husstand og nærmere omgivende familie. Men selvom skæbnen skulle være så grum, at alle henvendelser her bliver besvaret med arrogante afslag og beske bemærkninger om ligeberettigelse og sure sokker, så fortvivl ikke. Fat din herresymaskine, buk båndets ende rundt om spændets bøjle og smæk en hefteklamme i ! Det kan ikke ses alligevel.
Den anden sele skulle endnu være intakt. Dens ene spænde klemmes fast om båndets øvre ende (der foldes et par gange først), og så er konstruktionen færdig. Det nedre spænde klemmer man fast i bukselinningen foran til højre, og selens frie spænde tilsvarende midt bagpå, så bliver båndet hængende over skulderen uden at glide ned. Selelængden justeres til 'omtrent stram', og så er vi klar til fest.
Forøvrigt har vores bestyrelser i mange år været helt klar over problemet. Engang før min tid indførte bestyrelsen sin egen varianten af båndet, som bæres af alle senere bestyrelsesmedlemmer. Det bånd går hele vejen rundt, og har som tyngdepunkt en stor ugle af metal.
Metal-uglen er et unikum, men forklar mig engang: Hvorfor har vi ikke råd til at give russerne et bånd der går rundt? Er det ikke ganske enkelt for småligt?