Trykt i Uglen og Lyren nr 76, marts 2004.
I 1829 ?? Jamen Sangforeningen er da fra 1839? Vist så, men hør nu bare...
Der var engang. Sådan begynder alle gode eventyr.
Der var engang, og for enden af gangen var der en dør, og det var i 1829. Og bag døren sad Sangforeningen og sang.
Sangforeningen var på de Vestindiske Øer som en del af et større udvekslingsarrangement. Så vi var 32 mand fortyndet op i et kontingent danske på knapt 200 samt et endnu større antal værter. Fortyndet op i, ja, for det var jo ikke en Sangforeningstur som vi kender dem - det var DERES arrangement, og vi var bare det tynde .. øh jeg mener det kulturelle indslag.
Der var receptioner og der var fester, og hver gang gav vi et par numre. Fx lå skoleskibet Danmark ved Frederikssted på St Croix, og gav en reception, og vi gav Kong Christian og hvad ved jeg. Senere da vi viste lysbilleder for hinanden, erklærede Strange: Ja skibet der, det er Danmark. Og det blå udenom, det er Havet omkring Danmark.
Vi gav også en koncert på St Croix, eller rettere vi var en del af et koncertarrangement. Foruden vores optræden var der et gospelkor, et par lokale limbodansere, en folkedansergruppe og et damekor. Festligt folkeligt og fornøjeligt. På St Thomas holdt vi en kirkekoncert - den havde vi sør'me helt for os selv.
Hver gang vi var samlet, var det enten til en koncentreret prøve, hvor Eckhardt hersede med os (der var vist en del vi ikke kunne endnu), eller også var det et større arrangement, hvor vi var fortyndet op i 4-500 mennesker. Derudover så vi mest vores værter - ja der var privat indkvartering - foruden den sanger man var indkvarteret sammen med - hvis man da ikke var alene.
Jamen ikke et ondt ord om de arrangementer! Det var festligt og herligt, pigerne var smukke, og øerne er toldfri, så den lokale rom (mm) flød i frie strømme. Men der manglede altså noget. Det var jo ikke en rigtig sangforeningstur. Vi havde hverken fået sunget Vort Dagværk eller Hur Länge eller Hur Skönt eller .... eller .... eller ....
Så tog bestyrelsen sig sammen. Det var ganske klart - også for den - at her stod der 32 uforløste sangliderlige mænner og manglede noget. Jamen vi havde ganske enkelt abstinenser. Så efter 1½ uge kom beskeden: Torsdag aften i Hotel 1829 - uden værter eller andet uvedkommende påhæng.
Vi mødte, og det fyrstelige traktement bestod i en vindtør sandwich, en grøn Tuborg og en snaps. Flere våde varer på egen regning. Det blev en uforglemmelig aften. Så sang vi Rejsesang, og så sang vi Vila vid denna Källa, og så sang vi Gubben är gamal, og så sang vi Majsang og så sang vi Korngrosserer Hansen og så sang vi .... og så sang vi, .... og så sang vi. Jeg talte: Der gik 15 sange over bordet før vi var færdige. 15 sange.
For mig har det været en af de mange (dejlig mange) gode oplevelser i Sangforeningen, og måske den der klarest viste Sangforeningens ånd. Jeg har hørt kvinder fable om 'mandlig mystik' og 'loger' og hvad ved jeg, uden at jeg rigtig har fattet hvori det mystiske mon bestod. Og vores 'mystik' er da vist ret enkel: Vi har 1) et fællesskab om at synge, vi har 2) et kammeratskab på tværs af generationer og fag, og vi har 3) en formålsparagraf der fastslår at begge dele er lige vigtige. Og vi har 4) et fælles bordrepertoire. Det er de færreste kor, der kan opvise noget tilsvarende.
14 dage uden at få brugt DE værdier - jamen den går altså ikke. Over hele hovedet slet ikke.
15 sange på een aften. Abstinenserne udløst.
Det var forresten i 1975.