Opkaldereglerne

De gamle opkalderegler kan vi se helt tilbage fra vikingetiden, og de blev fulgt op i 1800- og 1900-tallene.
 

Reglerne

• Første søn opkaldes efter sin farfar,
• Anden søn opkaldes efter sin morfar,
• Første datter opkaldes efter sin mormor og
• Anden datter opkaldes efter sin farmor;

• Hvis et barn dør, skal det næste barn der fødes (af rette køn forstås) have det afdødes navn, så det lever videre.
• Hvis faderen dør og moderen derefter føder hans søn, opkaldes han efter den afdøde.
• Hvis moderen dør i barselsseng og har født en datter, opkaldes hun efter den afdøde.
• Hvis en ægtefælle dør, og enken/enkemanden gengifter sig og får flere børn, skal første barn af rette køn opkaldes efter den afdøde ægtefælle.
   
• Derefter er der frit slag til at opkalde efter familiens velgørere, efter onkler og tanter og efter fine folk på egnen der skulle slikkes lidt op ad ryggen, eller efter endnu finere folk så deres glans kunne smitte af på barnet. Det vil altså i reglen være de mellemste og yngste børn, der får de fine navne.
   
• Oprindeligt gjaldt, at man første måtte opkalde efter en person, når denne var død, men den regel blev ikke brugt i Danmark i 1700-tallet eller senere.
  Den levede længere i Norge.

Historie

Disse regler er gamle og sandsynligvis hedenske, og vi må antage at de er et udtryk for navnemagi: Ved at give navnet videre, gav man også den opkaldtes lykke, skæbne og egenskaber til sit barn. Måske er de endda baseret på sjælevandring, dvs asiatisk tro. I kristen tid har den officielle begrundelse snarere været at 'ære sin far og sin mor' som Moseloven skriver.

Reglerne ses på Ísland fra 800-tallet, der er mange eksempler i Landnámabók (en fortegnelse over de første norske indvandrere og deres nærmeste efterslægt). Derimod ses de næsten ikke på runesten, så de er kommet til os med kristne påvirkninger nede fra Europa, hvor de var i brug 2-300 år, før de kom til Norden. Før opkald blev moderne, brugte vi variationsprincippet: Alle familiens navne skulle minde om hinanden.

Der er een runesten hvor man ser far og søn hedde Toke, sønnen må så være født og opkaldt efter faderens død.
(Bregninge-stenen fra Lolland, 900-tallet, nu i Nationalmuseet. Nummer DR 219).
En anden runesten viser variationsprincippet: Stenen har 3 navne HariwulfR, HeruwulfR og HaþuwulfR, eller oversat: Hærulf, Hjørulf og Hådulf, så her er familien Ulf.
(Istaby-stenen fra Blekinge fra 600-tallet, nu i museet i Stockholm. DR 359)

Litteratur