Steen Thomsen's forside  >  Artikel-oversigt  >  Lidt mere om de Torup og Skanderborg Ladegårds bønder.
Post: steen.thomsen snabel-a mail.danbbs.dk

Trykt i Personalhistorisk Tidsskrift 2003:2

Steen Thomsen:


Lidt mere om
de Torup og Skanderborg Ladegårds bønder.



Kirstin Nørgaard Pedersen har en afhandling i PHT 2002, s. 92-205 om fæstebønderne på Torup Ladegård (idag Frisenvold ved Randers) og Skanderborg Ladegård. Den behandler over 207 personer - plus ægtefæller - i 16- og 1700-tallet, og bygger næsten udelukkende på primære kilder. Imponerende! Personkredsen berører mine aner på 3 forskellige steder, så her vil jeg bidrage med lidt yderligere oplysninger, samt en række sekundære kilder som behandler og udvider personkredsen. Desuden er der et par tilføjelser fra Kirstin Nørgaard Pedersen.
 

Skanderborg Ladegårds historie er behandlet af Chr. Heilskov i Århus Stifts Årbog 1921. 1 Og en del af personkredsen - plus nogle flere - er behandlet af landsdommer Bryndum sammesteds 1923. 2 Bryndum behandler personerne nr 3, 5, 6, 8, 9, 25-31, 36, 109, 110 (svigerfars begravelse), 111, 188-191 (med familie).

Han starter med den Rasmus Nielsen (ca. 1625-1682-) der er gift med nr. 9 Maren Christensdatter (ca. 1625-1683-) 3, som ses på tavle 1 og 5. I det følgende vil jeg fremhæve Bryndums vigtigste afvigelser/tilføjelser til Kirstin Nørgaards artikel.

Bryndum mener at nr. 25, Christen/Christian Mouritsen (ca. 1650-før 1716) i 1682 tjener hos en anden, nemlig rigsmarskal Johan Christoph von Kørbitz (1612-1682).

Nr. 27, Mette Mouritsdatter Torup (ca. 1654-1709) er ikke gift 3. gang samme dag som hendes anden mand begraves. Datoen er god nok, men den gælder kun den ene begivenhed.

Nr. 36, Christen Rasmussen (ca. 1655-1724) er ifølge Bryndum begravet 6. marts 1724.

Familien Sommer (nr. 21, 46-69) er behandlet hos Lengnick, eftersom nr. 66, Mads Christensen Sommer (ca. 1688-1755) er gift med Karen Lindberg (1690-1758). Hun er datter af den københavnske brygger Lauritz Biørnsen på Vandkunsten. Hos Lengnick kaldes han Lauritz Sørensen Lindberg 4, men det skal man ikke lade sig forvirre af. Han er Biørnsen, og det er kun hans fire døtre der hedder Lindberg, uvist hvorfor.

Nr. 109, Maren Christensdatter (ca. 1683-1765): Bryndum har hendes førægteskabelige barn med mand og barnløst skifte. Han har også hendes ægteskab med Jørgen Sørensen / Gregersen / Greisen / Gundesen (ca. 1681-1731) og nogle af deres børn. Eftersom de er Bryndums aner, har han skrevet en anden artikel om dem og deres efterkommere i Ustrup. 5 Og da Ustrup ligger i Hylke sogn, kan man læse mere om dem i Anna Rasmussens bog om Hylke. 6

Nr. 110, Rasmus Christensen Ladegaard (ca. 1690-1769) er hos Kirstin Nørgaard nævnt med tre børn: 188 Sidsel, 189 Christen, 190 Niels. Dem behandler Bryndum grundigere og har deres ægtefæller og børn, samt et par børnebørn. Her har Bryndum en trykfejl, hvor han skriver Christen Rasmussen, men mener Rasmus Christensen, samt mener at der kan være tale om to personer. Ifølge Kirstin Nørgaard (og nogle skifter) er det samme mand.

Nr. 111, Peder Christensen (ca. 1691-1749) har Bryndum begravet 27. juli, ikke i februar. Han har vist læst fejl i kirkebogen. Her kommer der en trykfejl hos Bryndum, som skriver efter indrykningssystemet. Sætteren har ikke rykket ud før Peder Christensen, så han er placeret som sin brors sønnesøn.

Nr. 140, Otto Mathias von Sommerhjelm (1731-1780) er adlet 30. marts 1764 med navnet Sommerhjelm. Han ses i Hirsch' officerer 7, og vel også i de norske officerer 8. Hans søn Mathias Otto Leth von Sommerhjelm (1764-1827) bliver norsk statsminister (og gode venner med den svensk-norske konge). Han kan derfor findes i Norsk Biografisk Leksikon 9, men med ham uddør slægten. Den ses i Adelsårbogen.10

Nr. 141, Ide Margrethe Sommer (1732-1815) er gift med Jes Wilhelm - med efternavnet Isencee (ca. 1730-1806). Han var toldkontrollør i Kolding. Deres datter Johanne Severine Isencee (1763-1795) bliver gift med Johannes Christen Høxbro (1766-1809) præst til Haurum 1795, til Lyngå 1797, hvor svigerfar dør.

Nr. 65, Otte Christensen Sommer (1687-1768) er gift i Linå 3. oktober 1717 ifølge kirkebogen. Wiberg har dem gift fjorten dage før 20. september, hvor han så har det fra? Svigerfaren Peder Børkop skal være brygger i København, og hans anden datter er gift Peder Manasse Monrad (1669-1741), præst til Tømmerup. Hvis læseren ved noget om Peder Børkop, vil jeg være meget taknemmelig for at høre om det. Han ses nemlig hverken i Ramsings kvarterbøger eller i Diplomatarium Hafniensis, selvom Gjessing og Worm omtaler ham som brygger i København. 11

Nr. 68, Ellen Marie Sommer (1697-1767) er gift med herredsfoged Johannes Snell (1690-1746). Der er skifte efter ham 19. august 1746.

Familien Liime / Lihme er nr. 24, 70-76, 148-162. De er behandlet af den flittige Friis-Petersen. 12

Såvel de Sommer'er og de Liime'r ses i Nygaards jyske sedler. For dem som ikke kender dem, skal blot siges at her findes stort set alle jyder i 1700-tallet son hed noget eller var noget. Der er over en halv million sedler sorteret på efternavn, og de rækker fra ca. 1680 til ca. 1835. De står fremme på Rigsarkivets læsesal, og de er ganske enkelt en guldgrube.
 

Det fremgår af Kirstin Nørgaards artikel at de ladegårds slægter er noget indgiftet i hinanden. Bryndum viser at det er endu værre:

Nr. b93, Anne Sørensdatter Dons (1731-) er gift med Jens Sørensen Leth (ca. 1725-). Hans bror Søren Sørensen Leth (ca. 1727-1773) er gift med nr. 191, Johanne Pedersdatter (ca. 1725-1775). Og søsteren nr. b94, Anne Cathrine Sørensdatter Dons (1739-1797) er gift med Johannes fætter nr. 190, Niels Rasmussen Leth (1740-1795). Jo, man skal holde tungen lige i munden!

Nr. b8, Ellen Sørensdatter (ca. 1635-) er gift med Søren Eskesen (ca. 1625-1666). Han er død i Loverstrup Mølle, og begravet 18. april 1666 - og det er i Odder sogn.

Nr. b37, Lene Nielsdatter (170x-1766) er født 1710 ifølge moderens skifte.

Erik Brejl i Ringkøbing har været flittig indtaster (ligesom familien Nørgaard Pedersen), bl.a. med Skanderborg Rytterdistrikts skifteuddrag 1680-1765, som er tilgængelige på nettet. 13 Her finder man mange af de behandlede personer.

Kurt Kermit Nielsen er også en af de flittige indtastere. Han har indtastet rytterdistriktets fæstebreve. 14
 
 

Kilder:

  1. Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift 1921: Chr. Heilskov: Hjelmslev Herred
  2. Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Århus Stift 1923: A E Bryndum: En Skanderborg Ladegårds Slægt.
  3. Jeg indsætter et anslået fødselsår på alle personer, det hjælper stærkt til at undgå forvekslinger og kronologiske urimeligheder. Disse anslåede år har "ca." foran og ender på 0 eller 5.
  4. J C Lengnick: Genealogier over adelige og borgerlige familier 1839-65. Lindberg.
  5. Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Århus Stift 1930: A E Bryndum: En Rytterbondeslægt fra Ustrup i Hylke sogn.
  6. Anna Rasmussen: Hylke sogn i det attende århundrede. 1980.
  7. RA: JCW Hirsch: Danske og norske officerer 1648 - 1814. (Manuskript, fotostat står fremme).
  8. Olai Ovenstad: Militærbiografier. Norske hærofficerer 1628-1814. 1948.
  9. Norsk Biografisk Leksikon.
  10. Danmarks Adels Aarbog 1947.
  11. Ifølge Johannes A. Jørgensen, Jungshoved
  12. H Friis-Petersen: Kannik i Ribe Niels Torkilsen Lym [Liim] og hans efterkommere med Udeladelse af Kvindernes Descendenter. Familien Friis-Petersens Ahnebog, II. del, Familien Lihme. Duplikeret Århus 1932.
  13. Skanderborg Rytterdistrikts skifteuddrag 1680-1765, indtastet af Erik Brejl, tilgængeligt på nettet: http://www.brejl.dk/rytter.htm
  14. Skanderborg Ryttergods Fæstebreve 1686 - 1767. Indtastet af og købes hos Kurt Kermit Nielsen, Århus, e-mail: kkermit snabel-a mail.tele.dk

 

Steen Thomsen


Indlagt på WWW: feb 2004.

Steen Thomsen's forside  >  Artikel-oversigt  >  Lidt....Torup og Skanderborg Ladegårds bønder.  >  Top
Post: steen.thomsen snabel-a mail.danbbs.dk