Steen Thomsen's forside   >   Artikel-oversigt   >   Skjoldefrisen i Ringsted St Bendts Kirke - Dateringen

Post: steen.thomsen snabel-a mail.danbbs.dk

Udgivet i Heraldisk Nyhedsbrev nr 51, mar 2019.
Her lettere revideret og udbygget.

Steen Thomsen:


Skjoldefrisen i Ringsted St Bendts Kirke

Dateringen og fejlene

 
 
 
Indhold:   Indledningen   Undersøgelsen - Esbjørn Hiort   Nyhederne   Fejlene   Konklusionerne   Kilderne  
 

Indledningen

I Ringsted på Midtsjælland ligger St Bendts Kirke, som er en klosterkirke fra Middelalderen. Talrige konger og mange andre ligger begravet her, og der er en malet skjoldefrise på væggen under vinduerne, med ca. 100 våbenskjolde og navne. Det lyder jo som et slaraffenland for en middelalder-heraldiker og -genealog, men sådan er det ikke - desværre. Frisen er genopmalet mange gange, og totalt rekonstrueret for et sekel siden, og den er slet ikke så gammel som den gerne vil se ud til at være.

Sidste restaurering 1900-1909 var en rekonstruktion, den gamle puds blev hugget ned og frisen genskabt af arkitekt Herman Storck (1839-1922) som havde fået en professor-titel. Han var den sidste store restaurator, der lavede 'forbedrende restaureringer', dvs genskabte tingene som de burde have været - efter hans tids viden og smag. Skjoldefrisen blev til i samarbejde med arkivar Anders Thiset (1850-1917) - den tids heraldiske ekspert og redaktør af Danmarks Adels Aarbog.

Den store frise er dokumenteret med flere beskrivelser fra 1600-tallet og den er aftegnet 1757 af Søren Abildgaard, som var omhyggelig antikvarisk tegner, og arbejdede for statens antikvar Jacob Langebeck.

Nationalmuseets storværk Danmarks Kirker beskriver en lille frise på 12 tartcher i renæssancestil, malet ca. 1550-75 i to rækker i kirkens korsfløje. Den blev fundet under kalken ved den nævnte restaurering, og våbnene indgår i den store frise som vi har den dokumenteret på Abildgaards tegning. Derudover er der kun fundet meget få gamle våben, så en egentlig middelalder-frise savnes.
(Tarche er betegnelsen på en skjolde-facon fra Renæssancen, den er assymetrisk og ofte med et indhak i siden til lansen. Efter Raneke ses den på dansk område fra midten af 1400-tallet).

Undersøgelsen - Esbjørn Hiort

Esbjørn Hiort har en grundig og værdifuld artikel: Skjoldefrisen i Ringsted - de manglende våben. Her påviser han at de 6 skjolde, som på Abildgaards tid var overkalket, findes i 'Munkens våbenbog'. Herunder 3 personer, der levede efter Reformationen:
      1) rigskansler og historieforfatter Arild Huitfeldt (1546-1609), uden forvekslingsmuigheder. Dvs at frisen er skabt længe efter Reformationen 1536. Ud fra Arilds biografi vil jeg antage at det våben er malet efter 1580.
      2) Steen Brahe til Knutstorp, han levede (1547-1620) og der er ingen forvekslingsmuligheder.
      3) Oluf Rosensparre, som levede (1559-1624) og havde Skarhult i Skåne og Holmegård ved Næstved. Han kan heller ikke forveksles. Han må vel mindst have været 20 år, før han (måske ved erlæggelse af passende gave) kunne gøre sig fortjent til at komme på Ringsteds 'Wall of Fame', og så er vi igen oppe omkring 1580.

Esbjørn Hiort citerer dr.phil Poul Nørlund (1888-1951) senere direktør for Nationalmuseet, han undrede sig 1927 over de manglende middelalder-våben, og udkastede den teori at frisen var skabt af Iver Bertelsen. Iver var kgl høvedsmand på Ringsted Kloster 1571-72 og 1580-83, og i mellemtiden var han forstander på Sorø Kloster. Han var historisk interesseret og restaurerede flere kongegrave, og med inspiration fra den store skjoldefrise i Sorø har han måske sagt: 'So ein Ding müssen wir auch in Ringsted haben'. Og anledningen kunne så være, at 1584 skulle den lille prins Christian (IV) hyldes på Sjællands Landsting i Ringsted. (Iver Bertelsen fik ikke festen med, han døde et årstid før).

Thiset var - en snes år tidligere - skeptisk overfor en sen konstruktion af frisen, blandt andet fordi det ville være et stort arbejde at konstruere frisen ud fra klosterets dødebøger og gavebøger, og især at finde våben for alle disse personer. Og også fordi våbnene i frisen ikke står i kronologisk rækkefølge. Thiset forestillede sig så, at der havde være våben malet her og der på væggene, som så senere var blevet samlet til en frise.
 

Nyhederne

Nu kommer vi endelig til det nye, som jeg vil tilføje til ovenstående resultater.

Frisen slutter i kirkens V-ende med St Bendts fædrende (fantasi-)våben på S-siden og det mødrende på N-siden. Det viser at den er skabt i een arbejdsgang, ikke forlænget år efter år.

Skjoldformen i den store frise er klart renæssance. Den er symmetrisk, der er ikke indhak til lanse i skjoldets side, men der er en del krummelurer på skjoldranden. Ud fra Ranekes skjoldformer i SMV bd 2 bagi s 101 (sidetal med fed skrift), er den form fra 1540 eller senere.

Der er flere våben for fruer. Den slags findes ikke i Sorø-frisen, dér har kvinder en kartouche (ramme) med deres navn, kvinder førte jo hverken sværd eller skjold eller hjelm i Middelalderen. Også det peger på at frisen er meget yngre.

Hiort gengiver (fig 9) et foto af tartche-frisen fra 1500-tallet og citerer hvad der er læst og tolket af tekster, her ses 'her Thue Rynebeck hustru' og 'Hemming Splittaf'. Slægten Splittaf kendes 1310-1360, og Thue Rynebæk levede (-1289-1296-). Tartcherne er (igen efter Raneke) af en type der tidligst ses 1530. Så også tartchefrisen er langt yngre end sit indhold.

Der er et kvadreret Rosenkrantz-våben for Mogens Holgersen (Rosenkrantz). På Abildgaards tegning er det N-siden nr 33 fra V. Mogens Holgersen er født omkring 1490 men døde vist ung, i hvert fald ugift. Han kan (heller) ikke forveksles. Slægten skiftede våben i 1500-tallet, fra et enkelt våben med en rudet skråbjælke til et kvadreret med løver. Det kvadrerede våben ses første gang i segl 1523, og det enkle sidste gang 1549.

Rosenkrantz vaaben 1 Rosenkrantz yngre vaaben
Rosenkrantz - ældre våben.
Våbenlighed med Friis [af Haraldskær].
Rosenkrantz - yngre våben.

Så igen kan vi sige med sikkerhed: Frisen er malet i 1500-tallet.
 

Fejlene

Der er flere fejl, hvor genkendelige personer har fået tillagt et galt våben:
 

Jurissen (Hvide) - ikke Sparre

På sydsiden nr 17 fra alteret ses (på Abildgaards tegning fra 1757) et våben med tre sparrer, skakternet i to rader af gråt og hvidt. Teksten var HER PEDER JURISßEN. Navnet Juris kendes kun fra Skjalm Hvides slægt, og rd Peder Jurissen ses i stamtavlerne i DAA og i 'Absalons slægts Genealogi', en stamtavle fra ca 1280.

Hvide våben Sparre af Sjælland våben
Hvide - uden fangestribet papegøje. Sparre [af Sjælland].

Men skjoldet er ikke Hvides med de 5 tværdelinger af blåt og sølv (hvidt) - evt belagt med en fugl kaldet 'den fangestribede papegøje'. Det viste skjold med de ternede sparrer er indiskutabelt Sparre [af Sjælland], hvor skakternerne skal være røde og sorte. I den slægt kendes ingen Juris, og det var en lokal-adelsslægt med meget få riddere.
Så her må frisens ophavsmand have grebet galt i våbenkassen.
 

Hak -> Sveye

På sydsiden nr 31 fra alteret ses (stadig Abildgaards tegning fra 1757) Hr Owe med et Hak-skjold: Krydsdelt af sølv (hvidt) over sort. Han står i Adelsaarbogens stamtavle Hak, så det ser jo godt nok ud. Problemet er bare at hans far, marsk Niels Hak (-1259-1284-) blev begravet i Næstved Kloster, og hans signet blev fundet ved udgravning til den nuværende parkeringsplads. Skjoldet i signetet er ikke Hak, men den lille og ret ukendte slægt Sveye: 3 gange dexter skrådelt. Der kendes mindst 13 mænd ved navn Niels Hak, flere tilhører andre slægter, og det ser marsken så også ud til at gøre.
Så her har frise-konstruktøren ladet sig narre af et slægtsnavn, som blev brugt af mange.

Hak våben Sveye våben
Hak - her med modsatte tinkturer. Sveye,
det multikulørte spørsmålstegn
viser at tinkturer (farver) er ukendte.

'Vædderhorn' og Sparre [af Sjælland]

Fru Gyde gm Herlof Nielsen (Snekken) ses på nordsiden nr 24 (på Søren Abildgaards tegning). Herlug er af slægten Snekken og hans våben er korrekt bortset fra at den røde farve i hans skjold er blevet sort, men det er rødt generelt i den frise. Fru Gyde har to krydsede gedebukkehorn, sølv i rødt felt (blåt er generelt blevet til rødt). Det er den slægten vi idag kalder 'Vædderhorn', hvor der ganske rigtigt findes en Gyde Pedersdatter. Flere våben-anetavler, den ene for et barnebarn, slår fast at Herlug Nielsen (Snekken)s fru Gyde er en Sparre [af Sjælland].
Altså har konstruktøren af frisen blandet hende sammen med Gyde Pedersdatter (Vædderhorn). Kronologisk er der mindst en generation imellem de to Gyde'r:

      Rd Herlug Nielsen (Snekken) (-1384-1433-) ridder til Englerup, landsdommer
  gm
      Gyde (vist Jensdatter) (Sparre af Sjælland) ().
Og
      Gyde Pedersdatter (Vædderhorn) (-1474-1482/85) til part af Bavelse
  g1m
      Otte Jensen (Markmand af Falster) ()
  g2m
      Rd Karl Markmand [af Sjælland] (-1446-1457- før 1474) til Harrestedgård.

Denne forbytning viser, at frisens konstruktør har været særdeles velbevandret i slægtebøgerne, det er ikke en amatørfejl.
 

Ravensberg & Ravensberg

Også på N-siden nr 38-39 er der to våben for den danske slægt Ravensberg, som fører spaltet skjold, dexter side sølv, sinister side tværdelt af rødt og sort. De to skjolde i Ringsted er spejlvendte, i 1757 var tinkturerne sort over guld, og sølv, og navnene var Otte Rafnsburg og Haginus Rafnsburg. Nu er navnet Haquinus ikke dansk, og det kendes mig bekendt slet ikke i danske adelsslægter. Og en Otte/Otto kendes heller ikke i slægten Ravensbergs stamtavle.

Så der må være tale om en ganske anden slægt, nemlig de tyske grever von Ravensberg, som var i Danmark omkring år 1300. Slægten kendes (-1144-1346), og stedet Ravensberg ligger ved Bielefeld, 90 km sydvest for Hannover. Deres våben ser imidlertid ganske anderledes ud: Tre rudede sparrer, eller rettere ½+1+½ (blasoner lige det kort og præcist!). Senere førte de 3 hele røde sparrer i sølv.

Ravensberg i Ringsted Ravensberg dansk våben Ravensberg - de tyske grevers våben
Ravensberg - Abildgaards tegning fra Ringsted. Ravensberg - den danske slægt. Ravensberg - de tyske grever.
Det multikulørte spørgsmålstegn betyder
at tinkturerne er taget
efter det senere våben uden ruder.

Og så kommer den afgørende detalje: Den danske slægt brugte IKKE navnet Ravensberg i middelalderen, det tog de først efter kongens ordre i 1526 til adelen om at tage sig faste slægtsnavne 'som udi andre kristelige kongeriger sæd er'. Så sammenblandingen af de tyske grever med den danske slægts våben må nødvendigvis være sket senere.
 

Smecker [II] -> Smeker

Der er to ens våben for Bartel Smeker og Folmer Smeker på nordsiden nr 49-50. Det er slægten 'Present's våben, hvor rødt igen er blevet sort. Smeker fra Mecklenburg fører iflg Crull samme figur som danske Bryske: Spaltet, 1'felt guld med ½ rød lilje fast på delingen, 2'felt blåt med ½ sort ørn også den fast på delingen. Bryske har andre tinkturer og ses hyppigt spejlvendt. En anden Smeker-slægt (stadig hos Crull) har flere varianter med ørneben omgivet af vinger eller strudsefjer.
'Present's skjold er temmelig unikt (dog er Krafse en variant af det), så det må igen være et forkert greb i våbenkassen. Thiset har i Nyt dansk Adelslexikon en slægt Smecker [II] med omtrent den samme blasonering og henvisning til at Bertel og Folmer skal være begravet i Ringsted. Den slægt er jo klart defineret ud fra frisen, så den må nedlægges, og Bartel og Folmer må overføres til slægten Smeker.

'Smecker [II]' våben 'Smecker [II]' våben Present våben Smeker våben Bryske våben
'Smecker [II]'
efter Abildgaards tegning fra Ringsted.
'Smecker [II]'
efter Thisets blasonering.
Present. Smeker iflg Thiset,
i Mecklenburg var det spejlvendt.
Bryske.
 

Konklusionerne

- Hovedfrisen er malet i een arbejdsgang.
- Den har afløst en frise i af renæssance-tarcher malet efter ca 1530.
- Tartsche-frisen indeholder personer der er over 200 år ældre end frisen.
- Hovedfrisens skjoldformer er senere end tartsche-frisens.
- Hovedfrisen indeholder adskillige fejl og forvekslinger.
- Hovedfrisen rummer tre mænd der levede (ca 1550 - ca 1625).
- Hovedfrisen er lavet efter 1526, sandsynligvis omkring 1580, vel til hyldningen 1584 af prins Christian (IV).

Så vidt jeg kan se, er der hermed lagt nogle tunge lodder i vægtskålen for Poul Nørlunds teori: Frisen er en konstruktion fra omkring 1580, meget tænkeligt initieret af høvedsmanden Iver Bertelsen.

Den historiske kildeværdi er så reduceret til, at omkring 1580 var frisens konstruktør ganske velbevandret i adelsfruernes slægtebøger og våbenbøger.
Thiset vurderede at det ville være et stort arbejde at finde de rette våben, idag må vi sige at det klarede de faktisk ret godt, selvom vi kan finde en håndfuld fejl.
Man kan godt få den mistanke, at de 6 våben som Esbjørn Hiort fandt i 'Munkens våbenbog', var blevet overkalket med vilje, så de ikke skulle afsløre for historisk kyndige, at frisen var meget yngre end man ellers ville tro.

Kilderne

Nationalmuseet: Danmarks Kirker. Ringsted.
Esbjørn Hiort: Skjoldefrisen i Ringsted - de manglende våben. Heraldisk Tidsskrift Bd. 4 s. 285.
Thisets betænkning med overvejelser og argumentation for rekonstruktionen, findes i Nationalmuseets bibliotek.
Dansk Biografisk Leksikon: Arild Huitfeld.
Poul Grinder-Hansen: Søren Abildgaard (1718-1791). Fortiden på tegnebrættet. Nationalmuseet 2010.
- Ringsted-frisen har katalog nr 125.
'Munkens våbenbog': Antiquissima Nobilitatis Danicæ Insignia. Det Kongelige Bibliotek, Håndskriftsamlingen, Gl kgl samling nr 1008.
- Under titlen er der tilføjet at bogen er lavet af en adelig munk i Esrum Kloster.
- Bogen er en senere afskrift, den indeholder flere våben der er senere end dem munken har tegnet og malet.

Aage Andersen: Slægten Rosenkrantz' firedelte våben. Heraldisk Tidsskrift bd 10 side 137.
Anders Thiset: Danske adelige Sigiller fra det XV., XVI. og XVII. Aarhundrede. Kjøbenhavn 1905. Foto-optrykt 1977.
- Rosenkrantz er nr L.XXIII.26-83.

Danmarks adels Aarbog 1893: Galen. s 155. (Peder Jurissen).
Danmarks Adels Aarbog 2009-11: Eft.sl Skjalm Hvide. Nr II-70.
Absalons slægts genealogi. Ses i Michael Kræmmer: Kongemordernes slægt. 2007. s 220.
- Stamtavlen er forfattet omkring 1280, bevaret fra tidligt 1500-tal, hvor den hang i Sorø Kirke. Den tillæges høj kildeværdi.

Danmarks Adels Aarbog 1896: Hak. s 164.
OHM Haxthausen: Tretten middelalderlige sigilstamper. Heraldisk Tidsskrift: Bd 4 nr 36, s 267-72. 1977.

Prange: Middelaldergenealogi (Kværkeby K) i Personalhist.Tidsskr.1980.
- Heri defineres slægten Vædderhorn.
Dr Friedrich Crull: Die Wappen der bis 1360 in den heutigen Grenzen Meklenburgs vorkommenden Geschlechter der Mannschaft.
    Jahrbücher des Vereins für Mecklenburgische Geschichte und Altertumskunde. Bd. 52 (1887), S. 34-182.
NDA: A. Thiset og P. L. Wittrup: Nyt dansk Adelslexikon. 1904. 365 s. Få linier om hver slægt. Rettelsesblade.

Danmarks Adels Aarbog 1910: Ravensberg.
Henry Petersen: Danske adelige Sigiller fra det XIII og XIV Aarhundrede. Kjøbenhavn 1897. Foto-optrykt 1977. På Nettet fra Det Kgl Bibliotek.
- Ravensberg har nr 44.

Jan Raneke: svenska medeltidsvapen. 3 bd. 1982-85.
Plus 6 siders rett.blad mærket 1/85.
Plus rett.blad 1989.
Genudgivet 2001 - vist uden rettelsesbladene.
Våben og oversigts-stamtavler over de svenske slægter - herunder de skånske/danske - også dem der ikke er i DAA!
Fyldige kildehenvisninger.

Steen Thomsen

Indlagt på WWW: mar 2019.
Udbygget maj 2019.
Udbygget jul 2019.
Udbygget mar 2020.
Udbygget lidt jul 2020.


Steen Thomsen's forside   >   Artikel-oversigt   >   Skjoldefrisen i Ringsted St Bendts Kirke - Dateringen  >  Top

Post: steen.thomsen snabel-a mail.danbbs.dk