Trykt i Slægt & Stavn 1992:2
Let revideret jan 2019.
Den anejagt jeg her vil berette om, er familieforskning i mere end een forstand. Projektet handler om købmændene Thomsen i Reykjavík, og jeg er den fjerde i familien, der arbejder på sagen, idet min farfar og farbror startede engang i 30'erne, assisteret af farbrors fætter (nevø til farfar). Idag er de alle døde, men jeg samarbejder med en halvfætter, en ottendedelsfætter, og en ottendedelskusines mand. Så ialt er/var vi 7 familieforskere i familien, fordelt på 3 generationer.
Den aktuelle anelinie endte oprindeligt med en købmand på det østlige Ísland: Andreas Lever (1778 - 1805). (De årstal jeg anfører her og senere, var ikke alle kendt dengang i 1930'erne). Kunne han mon føres tilbage til Danmark? Farbror, som boede i Reykjavík, sendte sit materiale om Andreas og hans bror Hans Vilhelm Lever (1780 - 1843), og fætteren og farfar gik i krig i København.
Fætteren konstaterede, at der ikke er skyggen af en Andreas Lever i Lengnick's og Olsen's registre til de københavnske kirkebøger, og hvor kom han mon så fra?
Farfar var heldigere. Han undersøgte et tip fra farbror om en danselærer Lever ved et teater. I Richters 100 års dødsfald fandt han Samuel Lever (1744 - 1812), dvs dødsannoncen efter hans kone Anna Christine Kuhn (1752 - 1793), var det mon dem? I Kjøbenhavns Hof- og Stadsrets Forseglings- og Registreringsprotokol var der et skifte efter Samuel, og arvingerne var nævnt. Farfar skrev begejstret til farbror og fætteren, at her var Andreas' far. Jeg har set disse breve, og begge modtagerne har reageret ved at skrive surt i margenen: "Det er ikke bevist!"
Andreas var nemlig ikke nævnt blandt arvingerne, hvilket ikke er så sært, da han var død 7 år før den formodede fader. Til gengæld var der nævnt en "H.W. Lever, kjøbmand i Bergen". Farbror havde allerede afklaret, at Hans Vilhelm Lever i 1811 - 1814 ikke var i Akureyri på Nord-Ísland, hvor han ellers havde sin butik, og at han derefter optræder med en norsk kone fra Voss. Her konkluderede farfar så, at Hans Vilhelm i Akureyri var den samme som denne H.W. i Bergen, dvs at Samuel var far til Andreas.
Sådan stod sagerne, da jeg i 1990 åbnede familiearkivet igen og læste mig igennem 2-3 flyttekasser. Var det bevist? Hvem skulle jeg tro mest på? Farfars teori var jo ret sandsynlig, men ok, næppe helt vandtæt.
Jeg startede på Frederiksberg Bibliotek, og fandt adskilligt om Samuel Lever. Han var en af de første lærere ved den kgl. balletskole, så han er nævnt i mange historiebøger om teateret. Feks var det hans uægteskabelige datter Mariane Jensen (1767 - 1797), balletdanser og skuespillerinde, der kaprede en omrejsende fransk balletdanser ved navn Antoine Bournonville (1760 - 1843), som derved blev bundet til Danmark. De fik 3 børn. Efter hendes død blev han far til den berømte balletmester August Bournonville (1805 - 1879).
Nå, teaterhistorierne beviste ligesom ikke så meget om Andreas og Samuel, men så en dag på Frederiksberg Bibliotek, gik jeg lidt systematisk igennem en skuffe i kartoteket over den berømte Genealogiske Samling. Og jeg må sige, at det er de mest utrolige ting Frederiksberg har i den samling! Min gennemgang gav først et 2-binds værk om islandske udvandrere til Amerika (på islandsk!) hvor nogle af mine Thomsen'er er nævnt. Dernæst fandt jeg "Bergens Borgerbok 1752 - 1865", og "Dødsfald i Bergen 1765 - 1850", og her var beviset endelig.
I Borgerbogen ser jeg at en H.W. Lever har borgerskab (næringsret) som købmand 1814 til 1816, hvor han aflyser det og rejser. Aha: han er der kun i de famøse år, han er ikke fastboende i Bergen. Jo, det ligner godtnok Andreas' bror.
I Dødsfaldene finder jeg Thyrider Lever født Jonsen. Født på Ísland 1782 af fattige forældre, .... Mand H.W.L. Lever, Kjøbmand.
Så var den der. Farbror havde fundet, at Andreas' bror H.V. Lever var gift med en Þuríður, da han forlod Akureyri, altså måtte det være den selvsamme H.V., som var købmand i Bergen og begravede hende der, og som var arving til Samuel, der altså var hans far, og dermed også Andreas' far. (Kunne du følge den?)
Så langt så godt: Een generation endelig sømmet fast på anetræet. Mon jeg nu ikke kunne finde Samuel Lever og Anna Chr. Kuhn i kirkebøger mm? Afsted til Landsarkivet.
Først konstaterede jeg at farbrors fætter havde haft ganske ret: Der var kun nogle få uinteressante Lever'er i kirkebogsregistrene. Så tog jeg fat i Copulationsprotokollen, som der jo også er navneregister til. Jeg ved ikke hvem der opfandt noget så ukristeligt, umoralsk og nederdrægtigt som skat på ægteskab, og den er med garanti blevet bandet langt væk af alle der skulle betale. Jeg bander nu ikke. Skatteprotokollen er en herlig indgangsbøn til Københavns mange sogne, for når gommen havde betalt, blev hans navn og kirken indført i protokollen.
Og her fandt jeg hurtigt Samuel, som var blevet gift i Skt Petri kirke. Aha, Petri kirkebøger har register bagi, ikke i særskilte bind, så derfor havde farbrors fætter ikke fundet noget - men det gjorde jeg, både vielsen og børnenes dåb, jo Andreas og H.V. var brødre.
Og der var overraskelser, for Anna Chr. Kuhn hed slet ikke Kuhn men Kühn. Hov, der er en købmand Kyhn på Ísland på denne tid, i samarbejde med Waage, er det mon den samme familie? Ja det var, de var såmænd søskende, og H.V. starter sin islandske karriere som ansat hos morbroderen. Og familien Kühn fik jeg så kortlagt en generation bagud, hvor Petri kirkebøger stopper ved Københavns brand i 1728. Faderen var tømrermester Friederich Kühn (1710/1 - 1782), som boede i Vognmagergade 126 og var med til at bygge Amalienborg 1756. Moderen Mette Christina Larsen ( - 1750 - 1757 - ) er tilsyneladende aldrig død. [Jo, omkring 1794].
Lever var det lidt mere snedigt med. Farfar refererede en familietradition om at de var franske indvandrere, og så skulle de jo ikke udtales som (stegt) lever, men [lövé], for så er det fransk og betyder opstandelse. Den havde jeg nu aldrig troet helt på, for nogen gange var de stavet Lewer, og fornavnene Andreas, Hans og Vilhelm ser unægtelig mere tyske ud. Det var nu bekræftet, for skt Petri kirke var (og er stadig) en tysk menighed.
Hed de så Lewer? Næh, også de kunne et forvandlingsnummer: De hed Löber! Præsten har i 1741 copuleret (viet) Johan Caspar Lever ( - 1741 - 1765 - ), og i årene derefter døbt Johan Caspar Löber's børn. Konen/moderen er hele tiden Johanna Maria Lausdatter (1714/5 - 1765). Undtagelsen er, da Samuel bliver døbt, for der er navnet skrevet Löwer - det må være for kompromis'ets skyld.
Jeg så dem efter i skattemandtallerne, og Johan Caspar skiftede adresse med få års mellemrum, og hver gang skiftede han mellem navnene Lever og Löber, sandsynligvis for at narre kreditorerne.
Og det er endnu en teaterhistorie, der er skyld i, at jeg med rimelig sikkerhed kan sige at Löber er det oprindelige. Samuel havde en søster, skuespillerinden Bertraline Marie Lever (1741 - 1760 - ), og hun bliver i 1760 gift med en omrejsende linedanser og badutspringer Michael Stuart. Han optrådte på Det kongelige Theater(!), og det gav jo stor ballade. Han var beleven og belæst, og påstod at være i familie med de skotske kongelige Stuart'er, men han var fordrukken, og havde skandaler bag sig i mange af Europas storbyer - også København.
Ved deres bryllup er der en note i kirkebogen: "Hans kone skal være død i Petersborg, ifølge M. Paroth's udsagn". Tilsyneladende har præsten ikke været for sikker, for selvom begge cautionister (forlovere) har afleveret skriftligt cautionsbevis, så får han deres egenhændige underskrift i selve kirkebogen. Det har jeg ikke set andre steder. Paroth underskriver for Stuart, og Johan Caspar Löber for sin datter Bertrolina Lever. Til slut anfører præsten: Brylluppet blev holdt i Levers hus. (Er De forvirret? Så bare læs Petri kirkebog mandag d. 16 maj 1760 ... Den er iøvrigt meget smukt skrevet).
Her stopper min jagt så. Jeg kan som nævnt ikke finde Johan Caspar Löber's død. Det sidste sted jeg har set ham er i Ulvegade i Nyboder, men han er heller ikke begravet fra Holmens eller Citadellets kirke.
Pyt med det, jeg har haft en fornøjelig jagt, med godt bytte og en hel del fornøjelige overraskelser. Og så kan det jo hænde, at mine nevøer eller deres børn om nogle år vil tage jagten op igen, og prøve om de kan presse historiens tågeslør lidt længere tilbage.